EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Energiforbrug: rammer for mærkningsregler

Energiforbrug: rammer for mærkningsregler

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) 2017/1369 om energimærkning

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Den fastsætter grundlaget for mærkning af energirelaterede produkter ved at give standardiserede oplysninger om energieffektivitet — samt energiforbruget og andre ressourcer — for at hjælpe forbrugere i købsbeslutninger. Den omfatter ikke brugte produkter med undtagelse af produkter importeret fra lande uden for EU eller transportmidler.

Den ophæver direktiv 2010/30/EU.

HOVEDPUNKTER

Alle energirelaterede produkter viser mærker på en ny, ajourført og klarere skala fra A (mest effektiv) til G (mindst effektiv). Dette system erstatter det tidligere system med mærkninger fra A+++ til G, der er mindre effektivt på grund af udviklingen af mere energieffektive produkter. Der er også et krav om et produktdatablad.

Mærkninger, der var i brug før den 1. august 2017, bliver reskaleret af Europa-Kommissionen, dvs. rekalibreret for at opfylde den nye forordning.

Kommissionen vedtager en særskilt delegeret retsakt for hver specifik produktgruppe for at supplere forordningen. Denne fastsætter detaljerede krav til mærkning af specifikke produktgrupper, når:

  • produktgruppen rummer betydelige muligheder for at spare energi
  • tilsvarende modeller inden for produktgruppen har væsentligt forskellige ydelsesniveauer
  • der ikke er nogen væsentlige negative konsekvenser med hensyn til produktgruppens overordnede pris.

Delegerede retsakter vedrørende specifikke produktgrupper specificerer blandt andet:

  • den specifikke produktgruppe, der skal omfattes af detaljerede mærkningskrav
  • udformningen og indholdet af mærket, herunder en skala fra A til G, der viser energiforbruget, og som bør have en ensartet udformning for alle produktgrupper
  • andre oplysninger, der fremhæver produktets energieffektivitet
  • hvor det er relevant, en henvisning på mærket, der identificerer produkter, der er energiintelligente, dvs. i stand til at tilpasse sig og optimere deres forbrugsmønstre
  • måle- og beregningsmetoder, som skal anvendes til at fastlægge oplysningerne på mærket og produktet, herunder definitionen af energieffektivitetsindekset
  • datoen for evaluering og eventuel revision af den delegerede retsakt
  • forskelle i energimæssig ydelse i forskellige klimazoner.

Leverandørens og forhandlerens ansvar er at:

  • vise produktets energieffektivitetsklasse og de tilgængelige effektivitetsklasser på mærket
  • samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne og træffe øjeblikkelige foranstaltninger for at afhjælpe manglende overholdelse
  • for produkter, der er omfattet af delegerede retsakter, ikke vise andre oplysninger, der sandsynligvis vil vildlede kunder om energiforbrug
  • for produkter, der ikke er omfattet af delegerede retsakter eller ikke-energirelaterede produkter, ikke at vise mærker, som efterligner mærker i medfør af denne forordning.

Forhandlere, herunder onlineforhandlere, skal vise mærket, som er leveret af leverandøren, og stille produktdatabladet til rådighed for forbrugere på salgsstedet.

Kommissionen opretter en database for produktregistrering:

  • for at støtte markedsovervågningsmyndighederne i udførelsen af deres opgaver, herunder håndhævelse
  • for at give offentligheden adgang til oplysninger om produkter, deres energimærker og produktdatablade
  • for at forsyne Kommissionen med ajourførte oplysninger om energieffektivitet med henblik på revision af energimærker.

Databasen giver offentligheden mulighed for at se produktmærkninger og datablade, og den gør det nemmere at sammenligne husholdningsapparaters energieffektivitet.

Forordningen kræver også, at producenter oplyser kunder, hvis opdateringer af software eller firmware (software, som er indlejret i et stykke hardware og fungerer som grænseflade mellem den pågældende hardware og operativsystemet, f.eks. på en smartphone eller en computer) kan reducere et produkts energieffektivitet. Den forbyder anvendelsen af »manipulationsanordninger«, der ændrer et produkts ydelse under prøvningsbetingelser.

Senest den 2. august 2025 vurderer Kommissionen gennemførelsen af denne forordning og forelægger en rapport herom for Europa-Parlamentet og Rådet.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. august 2017 med undtagelse af leverandørers forpligtelser med hensyn til produktdatabasen, som gælder fra den 1. januar 2019.

BAGGRUND

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer for energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU (EUT L 198 af 28.7.2017, s. 1-23).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10-35).

Efterfølgende ændringer af direktiv 2009/125/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Europæisk energisikkerhedsstrategi (COM(2014) 330 final af 28.5.2014).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Den Europæiske Investeringsbank: En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik (COM(2015) 80 final af 25. februar 2015).

seneste ajourføring 27.06.2018

Top